Handikappet høflighed.

Jeg er uden tvivl en der udviser enorm høflighed i det offentlige rum, og vil gå langt for at gøre livet lettere for besværede folk, men der må være en grænse.

Er man partout forrest i køen hvis man er i kørestol? Har man ret til at springe foran hvis man er blind? Slipper man for at vente hvis man mangler venstre hånd? Min logik og min retfærdighedssans siger "nej, selvfølgelig ikke", men min konfliktskyhed og akavethed omkring det tabubelagte emne vinder gang på gang, og jeg lader mig tromle.

Det tror jeg, vi er mange der gør. Ikke kun, men især når det drejer sig om handikappede.

For nogle måneder siden skulle jeg have min cykel med på S-toget til arbejde.

Jeg cyklede til Fasanvej station og gav mig til at vente. Nu er det så fantastisk at der kun er 5 minutter mellem afgangene på det tog jeg skal bruge om morgenen. Herligt. Desværre også tiltrængt, for der var dæleme mange mennesker der skulle med netop dette tog. DSB har en vogn der fortrinsvis er til handikappede, barnevogne og cykler. Super service som folk uden ovennævnte har svært ved at forstå og/eller respektere. (Det bliver nok et indlæg i sig selv en anden dag :)

Nå, jeg stillede mig i kø til ovennævnte kupe, men var så den eneste der ikke kunne presses ind. Ingen skade sket, jeg ventede da bare de sølle 5 minutter til næste afgang. Mens jeg så stod der forrest i køen, kom der andre med cykler og en enkelt barnevogn. Til slut kom sågar en dame i kørestol og hendes hjælper.

Da toget så ankom, var det allerede fyldt til bristepunktet. Der var et par cykler der fik trængt sig ind foran mig og barnevognen ligeledes. Det resulterer i at det er mig, damen i kørestolen og hendes hjælper der står tilbage på perronen. Jeg var irriteret over folks mangel på kø kultur, men accepterede hurtigt omstændighederne og den forestående ventetid på endnu 5 minutter. Det gjorde damen i kørestolen mildest talt ikke. Hun fik skreget sig til, at en af cyklisterne (der i øvrigt var ankommet FØR hende) skulle stå af toget igen, for at hun kunne komme ind! Magen til frækhed! Det lykkedes hende at få en til at stå af i ren og skær dårlig samvittighed efter hun havde spyet ting som "tag dog lige hensyn til os der ingen ben har" og "kan i da ikke se jeg ikke kan gå?" At den stakkels mand stod af toget, efterlod dog ikke plads nok til at hun kunne komme med alligevel. Hendes hjælper fik på hendes opfordring banket togføreren ud. Han sagde stille til hende at der simpelthen ikke var plads og at hun måtte vente til næste tog. Nu var hun rasende. Tre gange bad hun om togførerens navn, så hun kunne klage over ham. Tålmodigt svarede han tre gange hvorefter han fandt et stykke papir og skrev det ned til hende. "Jo længere jeg diskuterer med dig nu, jo større forsinkelser kommer der på strækningen resten af dagen. Denne samtale vil påvirke mange hundrede menneskers dag i en negativ retning. Du er velkommen til at skrive en klage, men denne samtale slutter her. Farvel.", sagde han til en rødglødende-eder-spyende-handikappet plage. Han havde ret. Jeg respekterede hans balancegang mellem imødekommende/tålmodig og evnen til at sætte en stopper for diskussionen. Jeg stod tilbage i tavshed og kunne i den grad føle utilpasheden. Øv. Det er så sært at det virker mere grænseoverskridende når den urimelige part er handikappet. Min antagelse er at handikappede (flest) gerne vil behandles som alle andre. Hverken mere eller mindre. Så går den ikke at slå på handikappet for at blive tilgodeset.

Det skal lige understreges at alle handikappede ikke skal skæres over en kam pga. denne ene kvinde, for der er så sandelig også ikke-handikappede mennesker der i den grad er urimelige.

Mit fokus går mere på hvorfor det er så tabu belagt og grænseoverskridende at sige fra overfor nogen der er stride, blot fordi de er i kørestol eller lignende.

Det voksne barn

Voksen...puha! For mig emmer ordet af ansvar og alvor.
Jeg har været så heldig at få barn tidligt. Det har givet mig mulighed for at blive voksen i samspil med et barn.
Jeg tror alle forældre lærer meget af deres børn. Ikke mindst om dem selv. Det er selvfølgelig meget tabu at sige man ikke var "voksen" da man fik sit første barn, men når jeg ser tilbage, så har det været en sand gave.
Da jeg blev mor første gang, løb jeg meget stærkt for at vise mit værd. Jeg fik et godt og krævende job. Min datter skulle have min fulde opmærksomhed når jeg havde fri og jeg gav mig 100% alle steder. Så meget, at jeg hurtigt blev frygtelig voksen. Voksen i den forstand at jeg skulle kontrollere alt. Have styr på det hele. Lige til mit indre barn var ved at drukne. Der er altså en balancegang mellem det indre barn og den voksne. Den er vigtig at holde fast i. Det er gået op for mig at den største forskel mellem voksne og børn, er at voksne tænker i konsekvenser. Det er en vigtig del af rollen som forældre, men det er skam lige så vigtigt at kunne lægge den evne på hylden i ny og næ.
Et eksempel:
På vej hjem fra børnehave med min ældste datter, kommer vi til en mudderpøl. Jeg ser hendes lille ansigt lyse op og hele hendes krop sætter i gang for at styrte hen og hvinende af fryd, hoppe rundt i mudderpølen og lade sig helt opsluge af leg. Alt det fik den overanalyserende mor ud af et lille ryk i hendes spæde hånd. På et split sekund fik jeg som den konsekvens-tænkende voksen, pillet det fuldstændigt fra hinanden:
"Hvis vi hopper i den, så får vi våde fødder. Hvis vi skal gå resten af vejen hjem med våde fødder og våde bukser, så bliver mindst en af os forkølede og så er jeg nødt til at blive hjemme fra arbejde i morgen. Det kan jeg kke, for jeg har et vigtigt møde i morgen eftermiddag. Jeg kan ikke be anden overtage, for jeg holdt også fri en dag i sidste uge.....hvad hvis nu min arbejdsplads bliver utilfreds og jeg bliver forbigået næste gang der kommer en god aftale" 
Puha....
Heldigvis er min datter både intuitiv og følelsesmæssigt intelligent. Hun fornemmer hele processen og ser på mig og siger: "Skal vi ikke bare tage det som et eventyr?"
Jo, vi skal da! Selvom det krævede en dyb indånding, smed jeg vores tasker på jorden, tog min pige i hånden og vi styrtede til mudderpølen i grådig lykkefølelse. Min første bevidste honorer-dit-indre-barn handling. Hvilken rus!
Måske var oplevelsen endnu større fordi den krævede en dyb indånding. Da vi havde hoppet, grinet og hvinet af fryd, samlede vi vores tasker op og gik hjem. Hjemturen var rigtig hyggelig trods våde fødder og ben. Vi havde noget sammen. Noget anderledes end ugens sædvanlige trummerum. Vi kom hjem og nød varmt brusebad MED tøj på...hehe...løjerne ville ingen ende tage. Vi drak varm kakao for at få varmen igen og det var en af de hyggeligste eftermiddage jeg kan erindre. Ingen blev syge og verden stod endnu.

Jeg forsøger så vidt muligt at tage den oplevelse med mig. Nu er der tre børn og en mand. Pladsen til det indre barn, bliver mere og mere trang, men jeg lover mit voksne jeg, at holde fast i mit barnlige jeg.

Lykke?

Jeg så engang et program om folk der havde været gift i 20 år og mere.
Programmet handlede om at finde nøglen til lykkelige forhold. Den generelle konsensus parrene imellem var, at det er essentielt for lykken at man er i stand til at give slip på ting. Give slip.

Ja, det lyder jo så simpelt. Skønt! Sådan. Nu giver jeg slip, læner mig tilbage og venter på lykken…….

Det er desværre ikke så enkelt. I hvert fald ikke for mig.

Jeg syntes der er to ting der kommer i vejen:

For det første er det lettere at tilgive end at glemme. Det har man jo hørt før. Jeg tror ikke rigtig jeg før har fanget hvor sandt det er. I mit parforhold kan jeg ikke undgå at hive gamle ting op, når der melder sig en mulighed. Det er ting jeg har tilgivet og tror jeg har sluppet, men ikke desto mindre ligger de under overfladen og lurer. Jeg har brugt en masse tid på at slå mig selv oven i hovedet over det. Jeg ved godt at det er en klassisk kvinde ting at gøre, men det er stadig ikke godt nok. Nu er det gået op for mig at det er de ting jeg ikke har fået ”afsluttet”, der dukker op igen. Hvis jeg altså ikke har følt mig hørt, så har jeg svært ved at give slip på tingene. Nu er det uheldigvis sådan at jeg er meget verbal med mine følelser og min mand er meget indesluttet med sine. Det resulterer i en masse ting jeg ikke føler bliver hørt og derfor på ganske urimelig vis bliver taget op igen og igen, selvom jeg officielt har tilgivet og givet slip. Nå, jeg syntes det forklarer hvorfor jeg gør som jeg gør, men hvordan mon jeg kommer ud over det? Det skal jo ikke være afhængigt af andre hvorvidt jeg er i stand til at give slip. Der har været og vil komme mange situationer i livet hvor jeg ikke bliver hørt, men hvor jeg vil ønske at give slip.

For det andet er det til tider svært for mig at se hvor grænsen går mellem at give slip på ting og bevare respekten for en selv. I respekt for mit eget følelsesregister, vil jeg gerne høres og jeg vil bevare retten til at blive vred og stå ved mine ting. Det hænger ikke så godt sammen med at give slip. Ideelt set, skulle jeg give udtryk for min holdning eller irritation en enkelt gang og være ”ligeglad” med responsen, for at kunne give slip med det samme. Men jeg er jo ikke ligeglad med responsen. Hvis jeg var ligeglad med andres holdninger eller udtryksformer, ville jeg ikke blive vred til at begynde med. Arg! Ja, det er vist tydeligt at jeg har en del mere at arbejde med. Jeg ser klart en fremgang, men har svært ved at se hvordan man skal mestre balancegangen.

Jeg hørte engang nogen sige: ”Lykke er en beslutning man tager hver dag.”

Jeg syntes det er ufatteligt klogt og det er uden tvivl noget jeg lever efter. I den beslutning må der så også indgå beslutninger om at give slip på de ting der ikke er konstruktive at bære rundt på. Jeg prøver J