Handikappet høflighed.

Jeg er uden tvivl en der udviser enorm høflighed i det offentlige rum, og vil gå langt for at gøre livet lettere for besværede folk, men der må være en grænse.

Er man partout forrest i køen hvis man er i kørestol? Har man ret til at springe foran hvis man er blind? Slipper man for at vente hvis man mangler venstre hånd? Min logik og min retfærdighedssans siger "nej, selvfølgelig ikke", men min konfliktskyhed og akavethed omkring det tabubelagte emne vinder gang på gang, og jeg lader mig tromle.

Det tror jeg, vi er mange der gør. Ikke kun, men især når det drejer sig om handikappede.

For nogle måneder siden skulle jeg have min cykel med på S-toget til arbejde.

Jeg cyklede til Fasanvej station og gav mig til at vente. Nu er det så fantastisk at der kun er 5 minutter mellem afgangene på det tog jeg skal bruge om morgenen. Herligt. Desværre også tiltrængt, for der var dæleme mange mennesker der skulle med netop dette tog. DSB har en vogn der fortrinsvis er til handikappede, barnevogne og cykler. Super service som folk uden ovennævnte har svært ved at forstå og/eller respektere. (Det bliver nok et indlæg i sig selv en anden dag :)

Nå, jeg stillede mig i kø til ovennævnte kupe, men var så den eneste der ikke kunne presses ind. Ingen skade sket, jeg ventede da bare de sølle 5 minutter til næste afgang. Mens jeg så stod der forrest i køen, kom der andre med cykler og en enkelt barnevogn. Til slut kom sågar en dame i kørestol og hendes hjælper.

Da toget så ankom, var det allerede fyldt til bristepunktet. Der var et par cykler der fik trængt sig ind foran mig og barnevognen ligeledes. Det resulterer i at det er mig, damen i kørestolen og hendes hjælper der står tilbage på perronen. Jeg var irriteret over folks mangel på kø kultur, men accepterede hurtigt omstændighederne og den forestående ventetid på endnu 5 minutter. Det gjorde damen i kørestolen mildest talt ikke. Hun fik skreget sig til, at en af cyklisterne (der i øvrigt var ankommet FØR hende) skulle stå af toget igen, for at hun kunne komme ind! Magen til frækhed! Det lykkedes hende at få en til at stå af i ren og skær dårlig samvittighed efter hun havde spyet ting som "tag dog lige hensyn til os der ingen ben har" og "kan i da ikke se jeg ikke kan gå?" At den stakkels mand stod af toget, efterlod dog ikke plads nok til at hun kunne komme med alligevel. Hendes hjælper fik på hendes opfordring banket togføreren ud. Han sagde stille til hende at der simpelthen ikke var plads og at hun måtte vente til næste tog. Nu var hun rasende. Tre gange bad hun om togførerens navn, så hun kunne klage over ham. Tålmodigt svarede han tre gange hvorefter han fandt et stykke papir og skrev det ned til hende. "Jo længere jeg diskuterer med dig nu, jo større forsinkelser kommer der på strækningen resten af dagen. Denne samtale vil påvirke mange hundrede menneskers dag i en negativ retning. Du er velkommen til at skrive en klage, men denne samtale slutter her. Farvel.", sagde han til en rødglødende-eder-spyende-handikappet plage. Han havde ret. Jeg respekterede hans balancegang mellem imødekommende/tålmodig og evnen til at sætte en stopper for diskussionen. Jeg stod tilbage i tavshed og kunne i den grad føle utilpasheden. Øv. Det er så sært at det virker mere grænseoverskridende når den urimelige part er handikappet. Min antagelse er at handikappede (flest) gerne vil behandles som alle andre. Hverken mere eller mindre. Så går den ikke at slå på handikappet for at blive tilgodeset.

Det skal lige understreges at alle handikappede ikke skal skæres over en kam pga. denne ene kvinde, for der er så sandelig også ikke-handikappede mennesker der i den grad er urimelige.

Mit fokus går mere på hvorfor det er så tabu belagt og grænseoverskridende at sige fra overfor nogen der er stride, blot fordi de er i kørestol eller lignende.