Lykke?

Jeg så engang et program om folk der havde været gift i 20 år og mere.
Programmet handlede om at finde nøglen til lykkelige forhold. Den generelle konsensus parrene imellem var, at det er essentielt for lykken at man er i stand til at give slip på ting. Give slip.

Ja, det lyder jo så simpelt. Skønt! Sådan. Nu giver jeg slip, læner mig tilbage og venter på lykken…….

Det er desværre ikke så enkelt. I hvert fald ikke for mig.

Jeg syntes der er to ting der kommer i vejen:

For det første er det lettere at tilgive end at glemme. Det har man jo hørt før. Jeg tror ikke rigtig jeg før har fanget hvor sandt det er. I mit parforhold kan jeg ikke undgå at hive gamle ting op, når der melder sig en mulighed. Det er ting jeg har tilgivet og tror jeg har sluppet, men ikke desto mindre ligger de under overfladen og lurer. Jeg har brugt en masse tid på at slå mig selv oven i hovedet over det. Jeg ved godt at det er en klassisk kvinde ting at gøre, men det er stadig ikke godt nok. Nu er det gået op for mig at det er de ting jeg ikke har fået ”afsluttet”, der dukker op igen. Hvis jeg altså ikke har følt mig hørt, så har jeg svært ved at give slip på tingene. Nu er det uheldigvis sådan at jeg er meget verbal med mine følelser og min mand er meget indesluttet med sine. Det resulterer i en masse ting jeg ikke føler bliver hørt og derfor på ganske urimelig vis bliver taget op igen og igen, selvom jeg officielt har tilgivet og givet slip. Nå, jeg syntes det forklarer hvorfor jeg gør som jeg gør, men hvordan mon jeg kommer ud over det? Det skal jo ikke være afhængigt af andre hvorvidt jeg er i stand til at give slip. Der har været og vil komme mange situationer i livet hvor jeg ikke bliver hørt, men hvor jeg vil ønske at give slip.

For det andet er det til tider svært for mig at se hvor grænsen går mellem at give slip på ting og bevare respekten for en selv. I respekt for mit eget følelsesregister, vil jeg gerne høres og jeg vil bevare retten til at blive vred og stå ved mine ting. Det hænger ikke så godt sammen med at give slip. Ideelt set, skulle jeg give udtryk for min holdning eller irritation en enkelt gang og være ”ligeglad” med responsen, for at kunne give slip med det samme. Men jeg er jo ikke ligeglad med responsen. Hvis jeg var ligeglad med andres holdninger eller udtryksformer, ville jeg ikke blive vred til at begynde med. Arg! Ja, det er vist tydeligt at jeg har en del mere at arbejde med. Jeg ser klart en fremgang, men har svært ved at se hvordan man skal mestre balancegangen.

Jeg hørte engang nogen sige: ”Lykke er en beslutning man tager hver dag.”

Jeg syntes det er ufatteligt klogt og det er uden tvivl noget jeg lever efter. I den beslutning må der så også indgå beslutninger om at give slip på de ting der ikke er konstruktive at bære rundt på. Jeg prøver J